5.11 I skyggen af tro – Profetgerning og Muhammads Profetgerning – Hans ægteskaber 

Nogle af Islams kritikere beskylder Profeten, enten fordi de ikke kender fakta eller på grund af forudindtagethed, for at være en libertiner, der levede i vellevned. De beskylder ham for karakterbrister, der næppe er forenlige med en person af gennemsnitlig dyd, og da slet ikke med Profeten, Gud’s sidste Budbringer, og den bedste model for menneskeheden at efterligne. En simpel beretning om disse ægteskaber, som åbent bliver diskuteret i mange biografier og vel-autentiserede fortællinger om hans udtalelser og handlinger viser, at de var del af et højst disciplineret liv, og en anden byrde, han måtte bære som Gud’s Sidste Budbringer. 

Profeten gik ind i disse ægteskaber som følge af sin rolle som muslimernes leder og guide imod islamiske normer og værdier. På de følgende sider vil vi forklare nogle af grundene bag hans ægteskaber samt påvise, at beskyldningerne er uden grund og falske. 

Profeten giftede sig med sin første kone, Khadidja, da han var 25 og endnu ikke var blevet kaldet til sin fremtidige mission. Med taqnke på det omgivende kulturelle miljø, for ikke at nævne klimaet, hans ungdom og andre forhold, er det bemærkelsesværdigt, at han nød ry som fuldkommen kysk, integritet og troværdighed. Så snart han blev kaldet til Profetgerning fik han nogle fjender, der bagtalte ham. Men der var ingen, der turde opfinde noget utroligt. Det er vigtigt at indse, at hans liv var baseret på kyskhed og selvdisciplin fra begyndelsen, og forblev at være det. 

Muhammad giftede sig med Khadidja, en kvinde, der var 15 år ældre end han; mens han var ung. Dette ægteskab var meget højt og exceptionelt i Profetens og Gud’s øjne. Parret levede et liv i uforstyrret tilfredshed i oprigtighed igennem 23 år. Men i Profetgerningens 8. år døde Khadidja, og Profeten måtte opdrage sine børn selv. Selv hans fjender måtte indrømme, at de gennem alle disse år ikke kunne finde nogen fejl i hans moralske karakter. 

Profeten tog ingen anden kone, mens Khadidja levede, selvom polygami dengang var socialt acceptabelt. Han giftede sig først igen, da han var 55, en alder hvor kun meget lidt virkelig interesse og begær efter ægteskab stadig er til stede. Antydningerne om at disse ægteskaber skyldtes vellystighed eller vellevned er således grundløse og uden værdi.  

Folk spørger ofte, hvordan en Profet kan være polygamist. Man kan opstille tre punkter her. Men først, lad os erkende, at de, som fortsat stiller den slags spørgsmål, er ateister, kristne eller jøder, der ikke har nøjagtig viden om hverken Islam eller religion generelt, og således, enten overlagt eller misforstået, forveksler rigtigt med forkert for at bedrage andre og sprede tvivl. 

De, som ikke tror på, eller udøver, nogen religion, har ingen ret til at bebrejde dem, der gør. Deres livsstil, især deres mangfoldige udenomsægteskabelige affærer er eksempler på utæmmet vellevned, uden hindringer i form af overvejelser omkring unge menneskers glæde og velfærd generelt, og deres egne børns i særdeleshed. De, der fremstiller sig selv som frie og frigjorte bifalder sådanne ting som incest, homoseksualitet og polyandri. Man kan bare spekulere på, hvordan sådanne forhold påvirker børnene af sådanne forbindelser. Den slags kritikere har blot ét formål: at trække muslimerne ned i den moralske forvirring og lastefuldhed, de selv er fanget i. 

Jøder og kristne, som angriber Profeten for hans ægteskaber, kan kun være motiveret af frygt, jalousi og had overfor Islam. De glemte, at de store patriarker fra hebræernes race, som benævnes Profeter i Bibelen og Koranen og agtes af følgere af alle tre religioner som eksempler på moralsk ophøjethed, alle praktiserede polygami- og i langt større målestok end Profeten Muhammad. 93 

Her erindrer vi os de ord, Isaac Taylor sagde, under en tale ved en Church Congress i England, om hvordan Islam forandrer de mennesker, der tager imod den:  

93 For eksempel havde Profeten Salomon 700 hustruer, prinsesser og 300 konkubiner (Kongernes Første Bog, 11:1-3). 

De dyder, Islam fremelsker, er mådehold, renlighed, kyskhed, retfærdighed, sjælsstyrke, mod, velvilje, gæstfrihed, sanddruhed og resignation… Islam prædiker et praktisk broderskab, alle muslimers sociale lighed. Slaveri indgår ikke i Islams trossætninger. Polygami er et vanskeligere spørgsmål. Moses forbød det ikke. Det blev praktiseret af David og det er ikke direkte forbudt i det Nye Testamente. Muhammad satte en grænse for den uhæmmede frie polygami. Det er undtagelsen, snarere end reglen… 

Polygami opstod ikke hos muslimerne. I Profetens tilfælde havde polygami (eller, mere nøjagtigt, polygyni), set fra dets funktion indenfor Profetgerningen, en langt større betydningen, end man normalt tænker på.  

På en måde var polygami en nødvendighed for Profeten, for herigennem etablerede han den muslimske familielovs statutter og normer. Religion kan ikke adskilles fra private, ægteskabelige relationer eller fra ting, der kun er kendt af éns ægtefælle.  Derfor skal der findes kvinder, som kan give tydelige instruktioner og råd, i modsætning til hentydninger og antydninger, således at alting bliver forstået. Disse kyske og dydige kvinder videregav og forklarede disse normer og regler, der styrer muslimens privatliv. 

  • Eftersom disse kvinder var af alle aldre, kunne de islamiske krav blive fremlagt i henhold til deres forskellige trin i livet og erfaringer. Disse forordninger blev lært og anvendt indenfor Profetens husholdning først, og siden givet videre til andre muslimer af hans koner. 
  • Hustruerne var hver især fra forskellige klaner eller stammer. Dette tillod Profeten at knytte slægtsbånd og lighed gennem hele samfundet. Som resultat bredte en dyb tilknytning sig til ham gennem mange forskellige folk, og skabte, og sikrede, dermed lighed, broderskab og søsterskab på den mest praktiske måde og på grundlag af religion. 
  • Hver hustru var, både mens Profeten levede og efter hans død, af meget stor nytte for Islam og tjente den godt. Hver af dem fortolkede og overbragte hans budskab til hendes klan: alle de ydre og indre oplevelser, kvaliteter, manerer og tro hos en mand, hvis liv i alle dets offentlige og intime detaljer var en levendegørelse af Koranen. På denne måde lærte alle klanmedlemmer om Koranen, hadith, tafsir (fortolkning og kommentarer om Koranen) og fiqh (forståelse af den islamiske lov), og blev således fuldt bevidste om Islams essens og ånd. 
  • Polygami tillod også Profeten Muhammad at etablere slægtskabsbånd overalt i Arabien. Som følge heraf var han fri til at bevæge sig, hvor han ville, og blive accepteret som familiemedlem i hver familie, for deres medlemmer betragtede ham som én af deres egne. Da de havde sådant et forhold, generede de sig ikke for at spørge ham direkte om sager vedrørende dette liv og det Hinsidige. Stammerne drog fælles nytte af denne nærhed, betragtede sig som heldige og følte sig stolte over dette forhold. Nogle af disse stammer var umayyad’erne (gennem Umm Habiba), hashimit’erne (gennem Zaynab bint Jahsh) og Banu Makhzum (gennem Umm Salama). 

Det, vi har sagt indtil nu, er generelt, og kunne på nogle måder gælde for alle Profeter. Nu vil vi diskutere livene for Ummahat al-Mu’minin (de troendes mødre), ikke i rækkefølgen afderes ægteskaber; men i et andet perspektiv. 

Khadidja var Profetens første hustru. Da de giftede sig, var hun 40 år og han var 25. Hun fødte alle hans børn, undtagen hans søn, Ibrahim, som ikke levede ret længe. Udover at være sin mands hustru, var Khadidja også sin mands ven, som delte hans tilbøjeligheder og idealer i en usædvanlig grad. Deres 23 år lange ægteskab blev vidunderligt velsignet og foregik i dyb harmoni. Khadidja stod ved hans side gennem alle fornærmelser og forfølgelser og hjalp ham. Han elskede hende inderligt og giftede sig ikke med nogen anden kvinde, mens hun var i live. 

Dette ægteskab ere idealet for et intimitetens ægteskab, venskab, gensidig respekt, støtte og trøst. Selkvom han var trofast og loyal overfor alle sine hustruer, glemte han aldrig Khadidja og nævnte ofte hendes dyder og fortjenester. Efter hendes død tog Profeten sig af hendes børn i 4-5 år, og udførte både moderens og faderens pligter. Enhver antydning af at sådan en mand var sanselig eller vellysten er ikke engang værd at tage i  betragtning. Hvis bare én procent af det var sandt, kunne han så have levet sådant et liv under, og efter sin kones død? 

‘A’isha var hans anden kone, men ikke i rækkefølgen af ægteskaber. Hendes far var Abu Bakr, Profetens nærmeste ven, hengivne følger og en af de tidligste konvertitter. Han havde længe håbet på at cementere det stærke bånd mellem ham selv og Profeten, gennem ægteskab. Ved at gifte sig med ‘A’isha udviste han den højeste ære og høflighed overfor en mand, der delte alle de gode og dårlige tider med ham gennem hans mission. 

‘A’isha, der var en bemærkelsesværdigt intelligent og viis kvinde, havde den natur og temperament, der skulle til, for at bære den Profetiske mission videre. Hendes ægteskab forberedte hende på at blive en åndelig leder og lærer for alle kvinder. Hun blev sin ægtemands store elev og discipel; og gennem ham, ligesom mange muslimer på den velsignede tid, modnedes hun og fuldkommengjorde sine færdigheder og talenter, og sluttede sig dermed til ham i lyksalighedens bolig, både som hustru og som elev. 

Hendes liv og tjeneste for Islam efter hendes ægteskab viser, at hun var et usædvanligt menneske, fuldt ud værdig til sådan en værdig position. Hun er en af de største autoriteter indenfor Hadith, en fremragende kommentator vedrørende Koranen og en helt enestående og vidende ekspert i islamisk lov. Hun repræsenterede i sandhed Profeten Muhammads indre og ydre kvaliteter og erfaringer, gennem hendes unikke forståelse. 

Umm Salama var fra Banu Makhzum klanen. Hun havde, sammen med sin mand, taget imod Islam helt i begyndelsen og emigreret til Abbyssinien for at undgå yderligere forfølgelser. Da de vendte tilbage, emigrerede de med deres fire børn til Medina. Hendes mand, en veteran fra mange kampe, var blevt svært såret i Slaget ved Uhud og døde senere. Både Abu Bakr og ‘Umar friede til hende, opmærksomme på hendes behov og lidelser som fattig enke med børn. Hun nægtede, for i hendes øjne var ingen bedre end hendes afdøde ægtemand. 

 Umm Salama, som var intelligent og hurtigt opfattende, havde også de nødvendige kvalifikationer til at blive en åndelig fører og lærer. Da den nådefulde og medfølende Profet tog hende ind under sin beskyttelse, blev en ny studerende, som alle kvinder ville blive taknemlige overfor, ført ind i skolen for viden og vejledning. Lad os huske på, at ved den tid nærmede han sig de 60 år. For at han skulle gifte sig med en enke med mange børn, og at acceptere de dertil knyttede udgifter og ansvar, kan man kun forstå som en afspejling af hans vældige reserver af medmenneskelighed og medfølelse. 

Umm Habiba var datter af Abu Sufyan, en langvarig bitter fjende af Profeten og den mest beslutsomme støtte af vantro. Alligevel blev hans datter en af de tidligste konvertitter. Hun udvandrede til Abbyssinien, hvor hendes mand døde og efterlod hende alene som en eksileret i desperate omstændigheder. 

Der var kun få Ledsagere, og de kunne næppe brødføde sig selv, og da slet ikke andre. Umm Habiba havde få muligheder: hun kunne blive kristen og bede om deres hjælp (utænkeligt); hun kunne tage til sin faders hjem, hovedkvarteret for krigen mod Islam (utænkeligt; eller leve som tigger, på trods af at hun tilhørte en af de ædleste og rigeste arabiske familier, og således bringe skam over sin families navn. 

Gud betalte Umm Habiba tilbage for alt, hun havde mistet eller ofret på Islams vej. Hun led under et ensomt eksil i usikre omgivelser blandt folk af en anden race og religion og blev ved med at være sønderknust over sin mands død. Profeten, der havde hørt om hendes lidelser, tilbød hende ægteskab gennem kongen (Negus). Denne ædle og generøse handling var et praktisk bevis på: [Koranen, 21:107]. 

Gennem dette ægteskab blev Abu Sufyans magtfulde familie knyttet til Profeten og hans husholdning. Dette udviklede hos dem en anderledes holdning til Islam. Ægteskabet havde også indflydelse langt udover Abu Sufyans familie: hans klan, umayyad’erne, herskede over det muslimske samfund gennem næsten hundrede år, og frembragte nogle af Islams kendteste krigere, administratorer og herskere i den tidlige periode. dette ægteskab satte ændringerne igang, for dybden i generøsiteten og storslåetheden af Profetens sjæl overvældede dem simpelthen. 

Zaynab bint Jahsh var af ædel byrd ogslægt og en af Profetens nære slægtninge. Hun var  meget from, fastede temmelig meget, holdt mange nattevågener og gav gavmildt til de fattige. Da Profeten bad om, at Zaynab blev gift med Zayd (hans adopterede afrikanske søn), var hendes familie og Zaynab selv først uvillige, for de havde håbet at gifte deres datter med Profeten. Da de indså, at han ønskede at Zaynab giftede sig med Zayd, gav de naturligvis efter ud fra deres kærlighed til Profeten og hans autoritet. De to blev gift. 

Zayd var blevet fanget som barn under en stammekrig og solgt som slave. Hans herre, Khadidja, præsenterede ham for Profeten, da de blev gift. Han satte øjeblikkeligt Zayd fri, og kort efter adopterede han ham som sin søn. Gennem dette ægteskab ønskede Profeten at etablere og styrke lighed, at gøre dette ideal til virkelighed ved at sætte en stopper for den gamle, arabiske fordom mod en slave eller endda en frisat mand, der giftede sig med en kvinde, der er født fri. Profeten påbegyndte dermed dette vanskelige arbejde med sine egne slægtninge. 

Ægteskabet var ulykkeligt. Den adelsfødte Zaynab var en god muslim af den mest fromme og usædvanlige slags.aven Zayd var blandt de første til at tage imod Islam, og var også en god muslim. Begge elskede og adlød Profeten; men indbyrdes var de uforenlige. Zayd søgte flere gange om tilladelse til at lade sig skille fra Zaynab; men han fik hver gang at vide, at han skulle være tålmodig og forblive i ægteskabet med hende. 

Engang, da Preofeten talte med en eller anden, åbenbarede Gabriel for ham, at han skulle gifte sig med Zynab. 94 Dette nye ægteskab blev bekendtgjort som en pagt, der allerede var indgået: Vi har ægtet hende til dig (33:37). Denne befaling var en af de sværeste prøvelser for Profeten indtil da. Alligevel måtte han ægte Zaynab og dermed bryde et stamme tabu, fordi Gud havde befalet det. ‘A’isha sagde senere: “Hvis Gud’s Budbringer havde tilbøjeligheder til at undertrykke noget af det, der blev åbenbaret for ham, ville han have undertrykt dette vers.” 95 

94 Bukhari, ”Tawhid”, 22. 

Zaynab beviste, at hun var den værdigste hustru. Hun var altid vågen overfor sit ansvar såvel som de venligheder, der blev forventet af hende og opfyldte dem til almindelig beundring. 

Før Islam betragtede man en adopteret søn som en naturlig søn, og hans hustru blev derfor betragtet som en naturlig søns hustru. Ifølge Koranen er de, der har været hustruer til de sønner, der er avlet fra dine lænder (4:23) falder indenfor forbudte ægteskaber. Men forbuddet gælder ikke adopterede sønner, som man ikke er blodsbeslægtet med. Dette indgroede hedenske tabu blev afsluttet med Gud’s befaling om, at Profeten giftede sig med Zaynab.  

Juwayriya bint Harith, datter af Harith, høvdingen for den slagne Banu Mustaliq klan; hun blev taget til fange og sat sammen med de almindelige mennesker fra hendes klan. Da hun blev ført til Profeten, var hun særdeles urolig på grund af at hendes folk havde mistet alt og på grund af hendes indædte had og fjendskab mod muslimer. Profeten forstod hendes sårede stolthed, værdighed og lidelser, og han vidste også hvordan alt dette kunne blive helet. Han gik ind på at betale hendes løsesum og sætte hende fri og tilbød hende derpå at gifte sig med hende. Hvor gladeligt, Juwayriya tog imod dette tilbud, kan man let forestille sig. 

Man satte omkring 100 familier fri uden løsesum, da Ansar’erne (Hjælperne) og Muhajirun (Emigranterne) hørte, at Bani Mustaliq var i familie med Profeten. En så beæret stamme kunne man ikke holde i slaveri. På denne måde blev Juwayriyas og hele hendes folks hjerter vundet.  96 

95 Bukhari og Muslim. 

96 Ibn Hanbal, Musnad, 6:277. 

Safiyya var datter af Huyayy, overhoved for den jødiske stamme, Khaybar. Denne stamme havde tidligere overtalt Banu Qurayza til at bryde deres traktat med Profeten. Hun havde, lige siden hun var lille, set sin families og slægtninges modstand mod Profeten. Hendes far, bror of ægtemand var alle faldet ved muslimers hænder, og til slut blev hun taget til fange af dem. 

Hendes families og slægtninges holdninger og handlinger kan have frembragt et dybt had til muslimer i hende og et begær efter hævn. Men 3 dage før Profeten ankom til Khaybar og hun blev taget til fange, havde hun en drøm om en skinnende måne, der kom fra Medina og var på vej til Khaybar og landede i hendes skød. Hun sagde senere: “Da jeg blev fanget, begyndte jeg at håbe på, at min drøm ville gå i opfyldelse.” Da hun blev bragt til Profeten, frigav han hende med det samme og gav hende valget mellem at forblive jødinde og tage hjem eller at gå ind i Islam og blive hans hustru. “Jeg valgte Gud og Hans Budbringer,” sagde hun. De blev gift kort tid efter. 

Da hun blev ophøjet til Profetens husstand, blev hun en “de Troendes Moder”. Ledsagerne ærede og respekterede hende i henhold dertil, så hun blev på første hånd vidne til muslimernes forfinethed og oprigtige høflighed. Hendes holdning ændredes fuldstændigt og hun holdt af den store ære i hendes nye status. Dette ægteskab fik mange jøder til at ændre deres holdninger, da de kom til at se og kende Profeten tæt på. 

Sawda bint Zam’a var enke efter Sakran. De var begge blandt de første til at tage imod Islam. Efter at være blevet tvunget til at flygte til Abbyssinien for at undgå forfølgelser, døde Sakran og efterlod sin kone i dyb fattigdom. Selvom Profeten Muhammad var hårdt trængt for at tilfredsstille sine egne daglige behov giftede han sig med hende for at hjælpe hende. Dette ægteskab fandt sted nogen tid efter Khadidjas død. 

Hafsa var ‘Umar ibn al-Khattabs datter. Hun havde mistet sin mand, som var emigreret til Abyssinien og derefter til Medina, hvor han døde af sår, han havde pådraget sig i en kamp. Hun var enke i nogen tid. Ligesom Abu Bakr ønskede ‘Umar den ære og velsignelser der var ved at være tæt på Profeten i denne verden og i det Hinsidige. Derfor giftede Profeten sig med Hafsa, for at hjælpe og beskytte sin trofaste discipels datter. 

Det er nogle af grundene til Profetens talrige ægteskaber. I stedet for sanselighed, var det ønsket om at støtte hjælpeløse kvinder eller enker med en ærværdig understøttelse, at han giftede sig; trøste og beære ophidsede eller fremmedgjorte stammemedlemmer; etablere en grad af relationer og harmoni mellem tidligere fjender; vinde bestemte enestående begavede individer for Islams sag, især nogle usædvanligt talentfulde kvinder; etablere nye normer for relationerne mellem vidt forskellige samfund indenfoor de forenende bånd af troen på Gud samt at gennem familiebånd beære de mænd, der skulle blive hans første to politiske efterfølgere. 

Disse ægteskaber var fuldstændigt  fri for vellevned, personligt begær, vellyst og alle andre beskyldninger, der fremføres af hans bagvaskere.Med undtagelse af ‘A’isha var alle disse kvinder enker, og alle hans ægteskaber (efter Khadidjas død) blev indgået, da han allerede var gammel. Hvis han havde giftet sig med en kvinde for ren fornøjelse, ville han have valgt en jomfru. Langt fra at være vellystige handlinger, var de handlinger udsprunget af selvdisciplin og selv-opofrelse. 

Det antal koner, han havde tilladelse til, var en særlig dispensation indenfor Islams lov og unik for hans person. Da åbenbaringen, der begrænsede polygami kom, havde han allerede indgået sine ægteskaber. Derefter kunne heller ikke Profeten gifte sig igen.