6.6 I skyggen af tro – Den Hellige Koran – Hvorfor vi refererer til videnskab og videnskabelige kendsgerninger

Vi refererer til videnskab og videnskabelige kendsgerninger, når vi forklarer om Islam, fordi nogle mennesker kun accepterer videnskabelige kendsgerninger. Materialister og både ikke- og anti-religiøse mennesker har forsøgt at udnytte videnskaben til at fornægte religion og give deres ideer større prestige end de fortjener. Gennem denne adfærd har de vildført og ødelagt mange menneskers sind. Derfor skal vi lære at tale med dem i deres egen terminologi for at bevise, at videnskab og teknologi ikke modsiger Islam. Vi må vende deres argumenter imod dem selv ved at evaluere dem og derefter bruge dem til at lede folk til den rette vej.

En sådan fremgangsmåde er fuldstændigt tilladelig, for hvordan kan vi diskutere det, sådanne mennesker siger, hvis vi ikke har et godt kendskab til deres kendsgerninger og ideer? Koranen tvinger os til at reflektere og studere, at observere stjernerne og galakserne. De giver os indtryk af Skaberens Vældighed, tilskynder os til at vandre blandt mennesker og rette vor opmærksomhed mod vore organers mirakuløse natur og den fysiske skabelse.

Fra atomer til de største væsener, fra det første menneskes opdukken på Jorden til vor endelige afrejse, lægger Koranen hele skabelsen frem for vore øjne. Idet den berører en mangfoldighed af kendsgerninger, fortæller den os at de, der virkelig frygter Gud blandt Hans tjenere er de, der har viden (35:28), og opmuntrer os således til at søge viden, at reflektere og at undersøge. Men vi må aldrig glemme, at alle sådanne aktiviteter skal være i overensstemmelse med Koranens ånd. Ellers ville vi, selvom vi påstår at følge dens råd og befaling, i realiteten bevæge os bort fra den.

Videnskaben og dens kendsgerninger kan og burde blive brugt til at forklare islamiske kendsgerninger. Men hvis vi bruger dem til at prale med vores viden, vil uanset hvad vi siger, ikke kunne påvirke vore lyttere i den rigtige retning, hvis overhovedet. Lysende og overtalende ord og argumenter mister deres effekt, hvis vi har den forkerte intention: de kommer så langt som til lytterens trommehinder, men så heller ikke længere. Det er det samme, hvis vi fører vore argumenter frem for at få andre til at tie i stedet for at overtale dem, vil vi i realiteten blokere deres vej til en korrekt forståelse. Og så vil vore anstrengelser være forgæves og vi vil ikke nå vore mål.

Men hvis vi prøver at overbevise med en fuld og passende oprigtighed, vil selv de, der har brug for en sådan argumentation for at tro, modtage deres del og få gavn deraf. Sommetider kan et oprigtigt argument være langt mere velgørende end et, hvor man snarere talte mere frit og velformuleret. Vort primære mål, når vi indfører videnskab og videnskabelige kendsgerninger, i overensstemmelse med vore tilhøreres niveau af forståelse, må være at vinde Gud’s velbehag.

Videnskab kan ikke anses som stå over religion, og væsentlige islamiske emner kan ikke bruge videnskaben eller moderne videnskabelige kendsgerninger til at retfærdiggøre eller forstærke religionens troværdighed. Hvis vi benytter sådanne tekinikker, erklærer vi at vi har tvivl om Islams sandheder, og at vi behøver videnskab til at støtte dem. Dertil kommer at vi ikke kan acceptere videnskab eller videnskabelige kendsgerninger som absolutte. At gøre videnskaben det afgørende kriterium for Koranens ægthed eller Guddommelige oprindelse, og dermed sætte videnskaben over Koranen, er absurd, afskyeligt og fuldstændigt utilladeligt. Argumenter og antydninger til videnskab har, i bedste tilfælde, en sekundær og understøttende funktion. Deres eneste mulige værdi er at de kan åbne en dør op til en vej, som bestemte mennesker simpelhen ikke vidste fandtes.

Videnskab skal bruges til at vække eller ryste nogle sind, der ellers ville forblive i dvale eller ubevægede. Det er som en fjerkost, man bruger til at støve sandheden og ønsket om sandhed af med, som ligger skjult i uforstyrret samvittighed. Hvis vi begynder med at sige, at videnskaben er absolut, ender vi med at forsøge at tilpasse Koranen og Hadith til den. Resultatet af et sådant forehavende kan kun blive tvivl og forvirring, især når vi ikke kan forene Koranen og Hadith med en eller anden nutidig videnskabelig forsikring, der i fremtiden måske viser sig at være fejlagtig.

Vor stilling skal gøres klart: Koranen og hadith er sande og absolutte. Videnskab og videnskabelige kendsgerninger er sande (eller falske), men kun i den grad de er enige med (eller uenige med) disse kilder. Selv faste etablerede videnskabelige kendsgerninger kan ikke være søjler, der bærer troens sandheder oppe; tværtimod kan de kun accepteres som instrumenter, der giver os ideer eller sætter vor reflektion over Gud i gang. At forvente, at dette finder sted eller bare kunne finde sted gennem videnskab er en alvorlig fejl: tro kommer udelukkende ved Guddommelig vejledning.

Enhver, der ikke fatter dette, er dumpet ned i en fejl, som det er svært at komme ud af igen. Sådanne mennesker søger og samler beviser fra universet og, idet de forsøger at få det til at tale vellydende i Gud’s Navn, forblive ubevidste naturens tjenere og tilbedere. De studerer og taler om blomster, om naturens grønhed og foråret; men der spirer ikke det mindste grønt eller troens knop i deres samvittighed. De føler måske ikke nogensinde Gud’s eksistens i deres bevidsthed. Udadtil tilbeder de ikke naturen; men det er i virkeligheden det, de gør.

En mand eller en kvinde er en troende (mu’min) på grund af den tro (iman), han eller hun har i hjertet, ikke på grund af den store mængde viden i hans eller hendes hoved. Efter at vi har forstået så meget, vi kan, om de objektive og subjektive beviser, vi har samlet, må vi bryde vor afhængig af de ydre omstændigheder, kvaliteter og betingelser for sådant bevis. Kun når vi gør dette, kan vi opnå spirituel fremgang. Når vi slipper denne afhængighed og følger vore hjerter og samvittighed indenfor Koranens lys og vejledning, da, hvis Gud vil, vil vi finde det lys, vi søger. Som den tyske filosof, Immanuel Kant, engang sagde: “Jeg følte trangen til at lade alle de bøger tilbage, som jeg havde læst, for at komme til tro på Gud.”

Det er uden for al tvivl at Universets Bog og bogen om menneskehedens sande natur, såvel som deres kommentarer, har deres rette plads og betydning. Men efter vi har brugt dem, bør vi lægge dem til side og leve med vor iman, som den er, ansigt til ansigt. Dette kan lyde ret abstrakt for dem, der ikke er gået dybt ind i erfaringerne med tro og samvittighed. Men for de, hvis nætter er lyse af hengivelse, og som får vinger gennem deres længsel efter Gud, er meningen klar.

Slutnote

* Ifølge Islam ligner universet en bog, der er skrevet af Gud, et palads, Han har bygget for at gøre Sig Selv kendt overfor de bevidste væsener- primært os. Essentielt set eksisterer universet, som mening, i Gud’s Viden. Sakbelse betyder at gennem Hans Vilje, specificerer Han eller giver en bestemt karakter og form til den mening som arter, racer, familier eller individer. Derpå klæder Han dem, gennem Sin Kraft, hver i materie, så det kan eksistere i dette materielle rige, der er begrænset af tid og rum. Når en ting ophører med at eksistere fortsætter den med at leve i Gud’s Viden og i minderne hos dem, der så den, og gennem dens efterkommere (hvis der er nogle). For eksempel fortsætter en død blomst med at eksistere i Gud’s Viden, i minderne hos dem, der så den, og i dens frø.

Alting har fem trin eller grader af eksistens. Først, og væsentligst, eksisterer den i Skaberens Viden som mening. Selvom den Almægtige Gud ikke skabte den (i det materielle rige), ville den eksistere i Hans Viden som mening, for mening udgør den væsentlige eksistens af alle ting. Derpå eksisterer den i den Guddommelige Vilje som en form eller plan; som en materiel genstand i den materielle verden; som et minde og gennem dens efterkommere (hvis der er nogle); og, til sidst, dens evige eksistens i den næste verden. Gud, den Almægtige, vil bruge resterne af denne verdne til at bygge den næste med. Der vil dyrene fortsætte deres eksistens, hver art gennem repræsentanter for dens egen art, mens hvert enkelt menneske vil opleve det evige liv, afpasset til ham eller hende, i henhold til hvordan han eller hun levede, mens de var i denne verden.

Jeg håber, at det nu er blevet tydeligt, hvordan forholdet mellem videnskab og Islam er.

Det univers, videnskaben studerer, manifesterer Gud’s Navne, og besidder derfor en slags hellighed. Alle ting i det er et brev fra Gud, den Almægtige, der opfordrer os til at studere det og opnå viden om Ham. På denne måde er universet samlingen af disse breve, eller som de muslimske helgener kalder det, Skabelsens Guddommelige Bog, der hovedsageligt strømmer ud fra de Guddommelige Egenskaber Vilje og Kraft. Koranen, der strømmer ud fra Talens Guddommelige Vilje, er universets modstykke i skriftlig form. På samme måde som der ikke kan være nogen uoverensstemmelse mellem et palads og det sykke papir, der beskriver det, kan der heller ikke nogen uoverensstemmelse mellem universet og Koranen, for de er to udtryk for den samme sandhed.

På samme måde er menneskeheden en Guddommelig Bog, der svarer til Koranen og universet. Derfor betyder det udtryk, der bruges for at betegne et vers fra Koranen, også begivenheder indeni menneskesjæle og fænomener, der forekommer i naturen.

Betydningen af den første befaling “Læs!”

Det er interessant at den første åbenbaring i Koranen var [Koranen, 96:1-3]

Koranen beordrede folk at læse, mens den civilisation, den blev åbenbaret til, næsten intet havde at læse. Hvad siger denne tilsyneladende modsigelse os? Intet mindre end at vi skal læse, i betydningen studere, universet som en Skabelsens Bog og dens skrevne modtstykke, Koranen. Vi skal observere universet, fange dets mening og indhold, og bruge den resulterende viden til at uddybe vor påskønnelse af skønheden og storslåethed af Skaberens system og Hans Magts uendelighed. Og således er vi forpligtet til at gennemtrænge universets mangfoldige meninger, opdage naturens Guddommelige love, og oprette en verden, hvori videnskab og tro komplementerer hinanden, så vi kan være Gud’s viceregent og opnå sand lyksalighed i begge verdener.

Gud, den Almægtige, har to slags love. En er Shari’a, som består af Hans love, der udstrømmer fra Hans Egenskab af Tale, hersker over menneskehedens religiøse liv og tjener som grundlag for belønning eller straf, som sædvanligvis gives i det næste liv. Den anden af de Guddommelige love, der hersker over skabelsen og livet i sin helhed, som stammer fra Hans Egenskab af Vilje, bliver almindeligvis (men fejlagtigt) kaldt for “lovene for natur og liv”. Belønningen eller straffen for dem gives sædvanligvis i dette liv. For eksempel bliver tålmodighed og udholdenhed belønnet med succes, mens dovenskab medfører mangeltilstand. Foretagsomhed giver velstand, og standhaftighed giver sejr.

Koranen insisterer på at drage vor opmærksomhed mod naturens fænomener, der er videnskabems område, og opmuntrer til at studere dem. Under de første fem århundreder af Islam forende muslimerne videnskab og religion, intellekt og hjerte, materielt og spirituelt. Men senere blev det Vesten, der søgte videnskabelig viden og viste dermed en (ubevidst) lydighed overfor naturens Guddommelige love. Vesten dominerede den muslimske verden, fordi sidstnævnte ikke længere forstod og udøvede Islam korrekt i deres daglige liv, og fordi de forsømte at gøre videnskabelige undersøgelser og studiet af naturen. Alt dette svarede til at de ikke adlød naturens Guddommelige love. (Overs.)

** Solen bevæger sig (i sin bane) tilet hvilested for den. (36:38).

Før vi belyser andre meninger og bibetydninger, husk da på at tidligere folkeslags sanseindtryk fik dem til at tro at solen bevægede sig rundt om en stillestående Jord. Videnskab og observationer viste senere at Jorden drejer om sin egen akse og går rundt om solen, som er relativt stillestående. Først, da folk ser solen bevæge sig, nævner Koranen den som i bevægelse. For det andet omtaler Koranen solen her for at illustrere den storslåede orden, der er fremherskende gennem hele universet som et tegn på Gud’s Magt og Viden:

[Koranen, 36:37-40]

Udfra denne sammenhæng forstår vi, at solens rolle er vital. Ordet mustaqarr (stabilitet) betegner dens kurs og det sted, hvor stabiliteten sikres. Således kan udsagnet betyde at solen har en central position i universets orden. Dernæst, det forholdsord, der bruges her, li, har tre betydninger: for, til og i. Dertfor er den nøjagtige betydning af dette udsagn: Solen bevæger sig ad en rute eller kurs til et fast sted, der er bestemt for den med henblik på dens (systems) stabilitet.

Fornylig har forskere fundet ud af at solen ikke er ubevægelig, tværtimod skælver og ryster den og ringer kontinuerligt som en velanslået gong-gong [M.Bartusiac, “Sounds of the Sun” American Scientist (Januar-februar 1994): 61-68]. De heraf følgende vibrationer afslører vitale informationer om dens dybe indre og skjulte lag, informationer, der påvirker beregninger over universets alder. Desuden er det nøjagtige kendskab til hvordan solen drejer rundt indeni vigtigt for afprøvningen af Einsteins teori om generel relativitet. Ligesom mange andre opdagelser indenfor astronomi var denne fuldstændig uventet. Nogle astronomer har sagt at det er som om solen er et symfoniorkester, med alle instrumenter spillet på samme tid. Sommetider kombinerer alle vibrationerne sig for at frembringe en nettosvingning på solens overflade, som er tusinder gange stærkere end nogen individuel vibration.

I sin kommentar om Koranens vers: Solen bevæger sig til et hvilested for den, skrev Said Nursi adskillige tiår før denne fuldstændigt uventede opdagelse:

Ligesom ordet “bevæge sig” peger på en stil, demonstrerer udtrykket “i dens kurs” en realitet. Solen, der er som et fartøj afguld, rejser og flyder på himlenes oceaner, som består afæther og defineres som en strakt og sammentrykket bølge. Selvom den skælver og ryster i sin bane, ser folk den løbe, og Koranen bruger ordet “rejse” eller “flyde”. Men da oprindelsen til gravitation er bevægelse, bevæger solen sig og skælver i sin bane. Gennem denne vibration, der er dens billedlige bevægelses hjul, tiltrækkes dens satellitter til den og holdes fra at falde og blive spredt. Når et træ skælver, falder dets frugter ned. Men når solen skælver og ryster falder dens frugter- dens satellitter- ikke ned.

Igen kræver visdommen, at solen burde bevæge sig og rejse på sin mobile trone (dens kurs eller bane) ledsaget af sine soldater (dens satellitter). For den Guddommelige Kraft har gjort alle ting bevægende og fordømmer intet til absolut hvile eller ubevægelighed. Guddommelig Barmhjertighed tillader intet at blive fordømt til inerti, som er dødens fætter. Så solen er fri; den kan rejse, forudsat at den adlyder Gud’s love og ikke forstyrrer andres frihed. Så den kan faktisk være på rejse, da dens rejse også kan være billedlig. Imidlertid er det, der er vigtigt ifølge Koranen, den universelle orden, hvis hjul er solen og dens bevægelse. Gennem solen bliver systemets stabilitet og orden sikret. (Overs.)